Skal alt ud, eller skal der bare skiftes låger?
Det er værd at tage stilling til, før man beslutter sig. Rigtig mange køkkener har skrog, der stadig er helt i orden, mens det er lågerne, bordpladen og grebene, der er blevet trætte. Skifter man kun det, får man et køkken der ser nyt ud, uden at rive noget ned der fungerer.
Omvendt giver det sjældent mening at bygge nyt oven på noget, der er vandskadet eller sat sig. Vi kigger på skrogene, på gulvet under skabene og på væggen bag vasken, og så siger vi hvad vi ville gøre. Også hvis svaret er, at du skal bruge færre penge end du havde regnet med.
Skal det gamle køkken helt ud, tager vi nedtagningen med. Skabe, bordplader og hvidevarer ned og ud af rummet. Hvordan det gamle køkken bortskaffes, aftaler vi inden vi går i gang.